Udpegningen af urørt skov i og nær Furesø Kommune er sket i flere etaper.

Som følge af et politisk forlig i 2016 blev der udpeget flere urørte skove i vores nærhed. De urørte skove fremgår af kortet nedenunder. Det drejer sig om Nørreskoven, Store Hareskov, Ryget Skov og Farum Lillevang. Der er ikke udpeget "anden biodiversitetsskov" i Furesø kommune, men i de nærliggende skove. På kortet ses også de allerede eksisterende urørte skove fx. Sækken i Ryget Skov  og Madses Bakke i Jonstrup Vang. Madses Bakke er en mere end 50 år gammel udpegning af urørt skov.

Læs om udpegningsgrundlaget (2016) for urørt skov og anden biodiversitetsskov i "Udpegning af skov til biodiversitetsskov"

 

Udpegning af urørt skov november 2021.

I 2021 blev offentliggjort et forslag til en større udpegning af urørte skove. Det var især statslige skove, der blev erklæret urørte. I vores nærområde drejer det sig om Lille Hareskov, Jonstrup Vang og Bøndernes Hegn. Hermed er alle større skove i Furesø Kommune erklæret som urørt skov. Der vil dog være en overgangsperiode, hvor der stadig kan fældes træer.

 

Urørt skov, og hvad så?

Udpegningen af urørte skove er en del af natur- og biodiversitetspakken fra 2020, som flere partier har tilsluttet sig. Hovedformålet er altså at øge biodiversiteten. At en urørt skov også fikserer CO2 er kun en ekstra fordel for klimaet.

Fra Miljøministeriets hjemmeside: urørt skov giver plads til nye levesteder for fugle, insekter, svampe, mosser og planter – alt det, der giver skovene liv.

Og fra Naturstyrelsens hjemmeside: Når du frem over går tur i vores fælles statsskove, kan du se frem til en ægte, vild naturoplevelse.

Flere midler kan tages i brug for at nå målet om større biodiversitet. Mere naturlig hydrologi kan opnås ved at lukke skovgrøfter og dræning. Det vil skabe naturlige vådområder. Biodiversiteten vil være størst i en lysåben skov. Det er derfor en mulighed at indføre skovgræsning. Naturstyrelsen har også foreslået at skabe variation ved at skade træer, en proces kaldet veteranisering.

Der vil utvivlsomt blive en kamp mellem de, der vil beskytte skoven, og de der vil benytte skoven. I den forbindelse bør den urørte skov ikke erobres af råbende MTB-kørere og andre lignende aktiviteter, der bestemt ikke fremmer biodiversiteten. Hvis Naturstyrelsens udsagn om ”ægte, vild naturoplevelse” skal opfyldes, må der ske en regulering af aktiviteterne i de urørte skove.

 

Madses bakke i Jonstrup Vang. Gammel urørt skov. Sådan kan de nye urørte skove komme til at se ud - om mange år.