Søndersø
Søndersø og PræstesøAnden tur:
Søndersø og Præstesøen
Søndersø og Præstesø er med i Furesø Kommunes naturkanon, på grund af de mange flotte naturudsigter, de mange fugle i området samt søen med omgivelser, der har stor værdi som nær-rekreativt område.
Turen starter og slutter ved den offentlige parkeringsplads på Ballerupvej, 100 meter fra indkørslen til vandværkets område. Turen starter langs sydsiden af søen, langs vandværkets området. Til højre for asfaltvejen ses en rørskov, det er den helt tilgroede Lillesø. Bemærk at Tipperup Å er ledt udenom Søndersø. Formålet har været at holde Søndersø så ren som muligt, så vandet evt. kunne bruges som drikkevand.
Vandværket ved Søndersø leverer drikkevand til København. Vandboringerne er spredt i et stort område, især er der mange boringer nord for Søndersø. Man følger først stien langs søen. Derefter følges stien langs med Værløse Flyvestation. På et tidspunkt passerer man over Tibberup Å, der tidligere var rørlagt under flyvestationen, men som blev frilagt i 2017. Nu følges hegnet til fårefolden, så man har Søndersø på højre side. Her kan man gå ned til Søndersøs fugletårn.
På vejen passerer man ruinen af en kampestensbygning. Den blev bygget af tyskerne under krigen og benyttet som "bierstube". Bemærk den indhuggede tyske inskription. Efter krigen blev bygningen brugt ved træning i nærkamp; derfor kaldes bygningen også Nærkampbygningen. Nu har fårene indtaget området. Langs stien ses flere firkantede udgravninger, det er kampvognsskjul.
Yderligere 1/2 km længere fremme kommer man til et stikryds, og nu kan man fortsætte ligeud og se foldene med græssende kvæg og sommetider får eller geder. Dyrene, der passes af frivillige ko-græsserlaug, er med til at pleje naturen. De hindrer at områderne gror til og de holder bjørneklo nede.
En stente fører ned til Præstesøens fugletårn. Præstesøen har tidligere været næsten tørlagt, men nu er udpumpningen af vand standset og søen har sin naturlige udstrækning.
Herefter går man tilbage til stikrydset og går mod nord. Her passeres en fold med ungarsk grå okse. Okserne holder området frit og hindrer tilgroning af det våde område. Derefter følger man stien nord om Søndersø tilbage til P-pladsen. På turen kommer man forbi flere af vandværkets kildepladser.
Fredninger.
Præstesøen, dens omgivelser og den aller vestligste del af Søndersø er fredet. Søndersø er desuden opdelt i to zoner, hvoraf den vestlige er en stillezone. Fiskeri tilladt i stillezonen fra august til marts. Kun medlemmer af fiskeklubben må færdes på vandet hele året og kun i den østlige del af Søndersø.
Turens længde er ca. 5,5 km.
Se kort over turen herunder: