10. Lille Hareskov

 
Se kort over ruten nedenfor

Rute er knap 6 km. Turen gås for en stor del på trampestier eller direkte gennem skovbunden, så den er ikke for barne- eller klapvogne. Efter regn kan der være temmelig fedtet, så husk godt fodtøj.

Turbeskrivelsen starter ved P-pladsen på Skovlystvej nærmest Ballerupvej. Følg stierne hen til 1, hvor en af de ældste (1943) større granbevoksninger står tilbage. Træerne er så høje, at de ikke længere kan skæres op som gavntræ, så det er tanken, at de så vidt muligt skal stå, til de af sig selv falder hen – dog under hensyn til færdslen på stierne. Der plantes ikke mere rene nåletræsarealer.

Ved 2 har man lige passeret Tibberup Å og står i et lysåbent område, den fredede Ravnehuseng, der holdes fri for uønsket opvækst, dels ved hjælp af heste og dels ved slåning. Man må færdes i indhegningerne hele året – under eget ansvar. Ved 3 er man ved den fredede Gisselfeldbro, der i efteråret 2011 blev repareret under overvågning af egnens museum, således at stenene – en såkaldt stenkiste - bliver sat nøjagtigt på plads. På siden ud mod Gisselfeld Eng kan man læse årstallene 1770, men stenene stammer sandsynligvis fra Knardrup Kloster (1500 tallet).

Ved 4 er man ved Store Brænteljung, der er en kunstigt anlagt sø, idet den tidligere nåletræsbeplantning blev fældet i 2003 og afløbet blev reguleret, så vandstanden er som i dag. En dæmning, der også anvendes som ridesti gennemskærer søen. Der er siden oprettelsen af søen opstået et rigt dyreliv, således yngler svaner, blishøns, gråænder og lille lappedykker her, og de grønne frøer kan høres på sommeraftener eller ses springe i vandet, når man er nær bredden. Vandflagermusen fouragerer meget talrigt her og kan især ses fra dæmningen ca. ½ time efter solnedgang. For at få et kig ind over Gisselfeld-Engen slås et lille smut til 5 ved Harevad Bro. I 2016 blev den ene side af broen restaureret med brug af de oprindelige sten. Gisselfeld-Engen er med sit shelter og flere bålpladser det mest anvendte publikumsområde i skoven. Der indvindes vand i området, hvilket betondækslerne viser, men også en spildevandsledning fra Hareskovby er nedgravet langs Tibberup Å på sin vej til Måløv renseanlæg.

Ved 6 er der ved bord-bænk-sættet en fin udsigt over Djævlemosen. Her har der siden 2011 græsset kvæg af racen Dexter, der fint klarer afgræsningen på den våde mosebund. På vejen rundt om mosen kan man få et kig ind til en mindre såkaldt løv-eng, et åbent område med løvtræer, her ask. Tidligere har kvæg græsset mellem løvtræerne og bønderne har stynet træerne for at få vinterfoder til dyrene. Grenene fra træerne på den våde bund har været en meget mineralrig foderkilde.

Ved Djævlemosens sydøstlige ende, 8, står en meget gammel eg, kaldet Djævelen. Den lignede før en storm i 1981 en djævlehånd, der strakte sine fingre mod himlen. I 2016 faldt en del af stammen, så træet nu er blevet meget tyndere end tidligere.  På vejen tilbage til P-pladsen gås over Mads´ Bakke, der drives som urørt naturskov. Her kan man beundre de meget store, ca. 200 år gamle træer af Småbladet Lind, der sammen med egen prægede skovene før bøgetræerne kom.

Kort over rute i Lille Hareskov og Jonstrup Vang

Dexterkvæg i Djævlemosen

Graner fra 1943 i Jonstrup Vang. Foto Carsten Juel

Harevad bro efter restaureringen 2016

Gisselfeldt bro kort efter restaureringen