Turen starter ved Ellegården, Stavnsholtvej 168 i Farum, og går ad Sommervej til området ved Høje Klint, hvor der er en storslået udsigt over Furesøen. I den smalle skovbræmme langs søen ses oprindelige Farum bøge, dvs. bøgetræer der er så gamle, at de har sået sig selv her på Furesøens bred før der blev indført skovdrift i Danmark. De ældste træer her, er altså den genetisk oprindelige bøg på egnen. I et samarbejde mellem DN Furesø og den daværende Farum Kommune er der foretaget en skånsom pleje af området, der har sikret nyopvækst af Farumbøge. Derudover er der samlet frø fra Farumbøge. En skoleklasse fra Farum har været med til at indsamle frugter (bog) fra Farumbøge, som derefter er sået på kommunens egen planteskole. Derefter er de unge træer udplantet ved Høje Klint. Ved at plante disse træer ved håndkraft på steder på de stejle skråninger, hvor store træer var faldet, er der skabt ny bøgeskov af den genetisk oprindelige træart.

Videre ad Furesøstien, Forårsvej og Løvfaldsvej til den fredede Enghave, hvor DN Furesø i en årrække har foretaget naturpleje, både med den frivillige arbejdsgruppe Bjørnebanden og med et græsserlaug, der passer indhegninger med får og kreaturer. Enghaveområdet er i de senere år blevet meget smukt, efter at en del træ- og kratbevoksning er blevet ryddet langs den tidligere meget mørke Furesøsti, og græsningen kom i gang. Desværre er det nederste engareal i de sidste par år blevet meget vådt, så den blomsterrige engbevoksning erstattes af en mere ensartet bevoksning af star. Dette skyldes manglende vedligehold af dræningsgrøfterne og dårligt fungerende rørlægninger. For at modvirke dette og øge naturoplevelsen i dette område har DN Furesø udarbejdet et projektforslag, som i hovedsagen går ud på at oprense grøfterne og åbne Hesselbækken og lade vandet løbe ud over engen til Furesøen.

Man ønsker også på længere sigt at få ryddet op i pilekrattet ud mod søen og få anlagt en plankesti ud til en observationsplatform. Furesø er jo både yngle- og især rasteplads for store mængder af fugle.

Da Enghaven blev fredet for mange år siden, var der tale om en udsigtsfredning. Udsigten har man ikke mere på grund af tilgroningen. DN håber, at der vil vise sig mulighed for at få udsigt og adgang til Furesøen tilbage som et plus for naturoplevelsen. Tilbage til Ellegården ad Furesøstien og Løvfaldsvej.

Kanonindhold: Udsigt over Furesøen, Farumbøge, den fredede Enghave med naturpleje.

Enghavefolden. Foto Hanne Juel

Høje Klint. Foto Hanne Juel

Kort over ruten til Høje klint og Enghaven