Diagrammer af Flagermuslyder (sonogrammer)

Nogle flagermusdetektorer kan bruge "time expansion", det vil sige at lyden optages digitalt og afspilles langsommere, oftest 10 gange forlænget. Disse optagelser kan behandles i computeren i særlige programmer, der afbilder lydene i at diagram. Diagrammerne (sonogrammerne) er opbygget med lydfrekvensen op af Y-aksen (kHz) og tiden på x- aksen. Den tid der afbildes, er den virkelige tid.

Andre optagesystemer tillader optagelse af hele spektret "full spectrum, real time" fx på en mobiltelefon. 

Analyse af flagermusskrig med lyddiagrammer er den sikreste måde at foretage en artsbestemme. Ved artsbestemmelsen benytter man sig af, at de forskellige arter bruger skrig med en karakteristisk frekvens og en karakteristisk pause mellem skrigene.

Et typisk flagermusskrig starter ved en høj frekvens, hvorefter frekvensen faldet i løbet af det enkelte skrig. Når man beskriver de enkelte arter, benytter man sig oftest af den frekvens, hvor der er størst energi i skriget. 

Ser man eksempelvis på diagrammet for Troldflagermus, kan man se at lyden starter højt (ca. 60 kHz og at tonen gradvis reduceres til lige under 40 kHz. Den største intensitet for denne art ligger omkring 40 kHz, det er grunden til, at man lytter efter troldflagermus ved 40 kHz.

Anbefalede lyttefrekvenser:

Brunflagermus 20 kHz

Skimmelflagermus 25 kHz

Sydflagermus 25 kHz (25 - 32 kHz)

Nordflagermus  30 kHz 

Vandflagermus 44 kHz

Troldflagermus 40 kHz

Pipistrel-flagermus  45 kHz

Dværgflagermus 55 kHz

Bredøret flagermus  35 kHz

Brandts/Skægflagermus ca. 45 kHz

Langøret flagermus 30-50 kHz

Frynseflagermus ca. 45 kHz

Figuren nedenfor er sammenklippet at optagelser af  10 forskellige arter.

Figuren illustrerer forskellene mellem de enkelte arter; frekvenserne med den største energi varierer fra 20 kHz til 55 kHz

Dette er den almindelige Dværgflagermus. Diagrammet (sonogrammet) nedenfor viser at denne art skriger med en høj frekvens; størst energi ved 55 kHz. Desuden ses den store hyppighed af skrigene, typisk ca. 12 skrig per sekund. Bemærk at skriget har en veldefineret afslutning.

Nederst ses en serie af de artstypiske sociale skrig (ved 20kHz). Disse skrig kan ikke adskilles med en heterodyn detektor, men lyder blot som en  støj (skratten) i højtaleren.

På optagelsen nedenfor ses både pipistrel-flagermus (Pipistrellus pipistrellus) og dværg-flagermus (Pipistrellus pygmaeus).

For begge arter er der en veldefineret afslutning af de enkelte skrig. Skriget fra pipistrel flagermus når på denne optagelse ned til ca. 46 kHz, hvorimod skriget fra dværgflagermus på denne optagelse når ned til ca 56 kHz. Optaget i Kolding.

Pipistrelflagermus (Pipistrellus pipistrellus). Størst energi ved 44-47 kHz. Optaget i Sønderjylland (se nedenfor).  Denne art blev første gang observeret i Furesø Kommune i 2021.

Troldflagermusens skrig har størst energi ved 40 kHz eller lige over (se billedet nedenfor). Skriget viser en klar krumning og en veldefineret afslutning

Troldflagermus over sø. Når troldflagermus flyver i et åbent terræn, som her over en sø, kan skriget reduceres, så der kun høres en næsten kontant tone ved ca. 40 kHz (ovenfor)

Troldflagermus. Når en flagermus nærmer sig et bytte stiger skrigenes hyppighed. Er flagermusen helt tæt på byttet kommer der en gruppe skrig ofte med en lidt lavere frekvens end ved de normale skrig. Dette kaldes et "buzz" Se nedenfor.

Vandflagermusens skrig begynder ved en høj frekvens (ca. 60 kHz) og ender ved ca 30 kHz uden en tydelig afslutning. Diagrammet viser, at de enkelte skrig fremstår som en næsten lodret streg (dog svagt S-formet). Dette indebærer at flagermusdetektorens højtaler kommer med en "tør" klikkende lyd, hvorimod der ikke høres en tydelig tone sammenlignet med andre flagermus.

I disser optagelser fremtræder de enkelte skrig som "stiplede linier". Det skyldes interferens mellem det originale skrig og ekkoet fra vandoverfladen, hvilket er grunden til at fænomenet hyppigt ses hos netop vandflagermus. 

Nedenfor et eksempel på et "Buzz" fra en vandflagermus, der er i nærheden af et byttedyr. Bemærk at hyppigheden af skrigene øges og at de enkelte skrig har en lavere frekvens, når et bytte nærmer sig.

Vandflagermus sammen med dværgflagermus og troldflagermus. Optaget ved en lille sø.  Bemærk at troldflagermusen og dværgflagermusen har en tydelig nedre frekvens i skriget, på henholdsvis 40-42 kHz og 55 kHz, hvorimod vandflagermusens skrig ikke har en tydelig nedre grænse (se nedenfor). Det ses også at de enkelte skrig fra vandflagermus er svagt S-formet. Skriget fra vandflagermus viser er ofte en typisk stiplet linje, det skyldes interferens fra lyden, der bliver kastet tilbage fra vandoverfladen

Sydflagermus er en stor art med et skrig med størst energi ved 25-26 kHz. Bemærk den tydelige afslutning på de enkelte skrig og den moderate "krumningen" i afbildningen af de enkelte skrig. Optagelsen nedenfor er foretaget i et åbent terræn.

Når Sydflagermusen flyver i vanskeligt terræn fx. med mange træer, kan den øge frekvensen med størst energi helt op til 32 kHz.

Skimmelflagermusens skrig har størst energi ved 25 kHz. På afbildningen af de enkelte skrig ses en større "krumning" end hos Sydflagermusen. Desuden er der kun  omkring 5 skrig per sekund. Disse to forskelle bruges til at adskille Skimmelflagermus og Sydflagermus.

Brunflagermusens skrig har den laveste frekvens af de danske arter. Skriget har størst energi ved ca. 20 kHz og der er oftest en tydelig forskel mellem to efterfølgende skrig, så det i detektoren lyder som en plip-plop rytme (nedenfor). Brunflagermusen kan høres på lang afstand.

Brunflagermus. Det er dog ikke altid, at brunflagermus skifter regelmæssigt mellem to lyde. Nedenfor ses først et skrig med næsten konstant frekvens, derefter kommer en serie af ens skrig med tydelig ændring af frekvensen indenfor det enkelte skrig.

Langøret Flagermus udstøder nogle meget svage lyde, som det er svært at erkende med detektoren. Lydene nedenfor er optaget i en kælder og på ikke mere end 2 meters afstand (optagelse: Steen Kryger)

Nederst en optagelse fra det fri. Bemærk at skriget består af to dele. Den første del starter ved 50-55 kHz og ender ved  24-26 kHz. Den anden del starter ved 70-75 kHz og ender ved ca. 50 kHz (optagelse Carsten Juel).

Hvis vi kalder det nederste skrig for grundtonen og det øverste skrig for den første overtone, kan man se at forholdet mellem lydintensiteterne for de to skrig varierer.  Ofte er grundtonen kraftig fra start, hvorefter der kommer mere energi til første overtone. På denne måde kommer det til at se ud som om første overtone er forsinket i forhold til grundtonen.

Nordflagermus er almindelig i Sverige. Er observeret få gange i Danmark; det er derfor muligt at denne art dukker op som ynglende i Danmark. Størst energi ved ca. 30 kHz. Tydelig afslutning på skriget.

Brandts/Skægflagermus.

Det er i praksis umuligt ud fra lyden at skelne mellem Brandts Flagermus og Skægflagermus (og Bechsteins flagermus).  Bemærk at start og slut-frekvensen varierer en del. Der er ingen tydelig veldefineret afslutning af de enkelte skrig, men afslutningen ligger dog oftest over 30 kHz. I modsætning hertil afsluttes frynseflagermusens skrig oftest under 30 kHz. Optaget på Bornholm.

Bredøret Flagermus. Skifter typisk mellem to typer af skrig, der ligner hinanden meget. Det kraftigste skrig begynder ved ca. 36 kHz og ender ved ca. 28 kHz. Det andet skrig er svagere. Det begynder ved ca. 44 kHz og ender ved ca. 39 kHz. Denne kombination er den typiske orienteringslyd for denne art. Sommetider benyttes kun een type skrig, se nedenfor. Optaget i Sverige. (det brede diffuse bånd ved 10 kHz stammer fra syngende græshopper)

Bredøret Flagermus. Sommetider benytter denne art kun een type skrig, svarende til det kraftigste skrig ovenfor. De to optagelser stammer fra samme lokalitet; en skovkant ud mod en eng.

Frynseflagermusens skrig begynder meget højt oppe, på denne optagelse ved ca. 120 kHz. Skriget slutter ved ca. 25 kHz.

De andre Myotis arter (Skægflagermus/Brandts flagermus/ Bechsteins flagermus) bruger skrig, der oftest slutter over 30 kHz. Optaget på Bornholm.

På det andet billede ses et forstørret udsnit, der viser den meget svage krumning

Ved ca. 20 kHz støj fra irriterende græshopper