Beskyttede naturtyper - §3 natur.

Vores Naturbeskyttelseslov indeholder bestemmelser om beskyttelse af visse naturtyper. Beskrivelsen findes i lovens §3, derfor kaldes de beskyttede naturtyper ofte for §3-natur.

De beskyttede naturtyper er søer, moser, ferske enge, strandenge, heder og overdrev med et areal over 2500 m2, desuden søer/vandhuller med et areal på over 100 m2. Skovene er beskyttet på anden måde. Afgørelsen af, om et areal er omfattet af beskyttelsesbestemmelsen, skal ske ud fra en samlet vurdering af områdets naturindhold. Der må ikke foretages ændringer i tilstanden af de beskyttede naturtyper. Beskyttelsesordningen er ikke til hinder for, at arealernes hidtidige benyttelse fortsættes.

  

Kort over den beskyttede natur kan ses på Danmarks Miljøportal

 

Den vejledende registrering af beskyttet natur er – i modsætning til udpegningen af vandløb - ikke bindende for ejere eller myndigheder. Det afgørende er således ikke, om arealet er registreret som en beskyttet naturtype, men derimod om arealet på tidspunktet for indgrebet faktisk opfylder de biologiske kriterier for at være en beskyttet naturtype. Det betyder, at det først i forbindelse med konkrete sager eller ved en forespørgsel afgøres, hvorvidt arealet er omfattet af § 3

 

I 2011 blev der udsendt en folder med titlen "Er der beskyttet natur på din ejendom". Se folderen her.

 

Furesø Kommune er rig på beskyttet natur:

Oversigt 2010:

 

 

antal

Areal (ha)

Eng

31

48

Hede

1

1

Mose

105

228

Overdrev

26

32

446

694



I alt er 10 km2 beskyttet natur, dertil 14 km2 skove ud af det samlede areal på 56 km2.

Der har været stor debat om §3 naturens tilstand; idet flere undersøgelser har vist en tydelig tilbagegang.

DN-Furesø gennemførte i 2010 en undersøgelse af den registrerede §3 natur i kommunen baseret på flyfoto og besøg i felten. Dette førte til en henvendelse til Furesø Kommune om mangler på kortet, forsvunden §3 natur og forslag til nye registreringer.

Naturstyrelsen startede i 2011 et landsdækkende ”§3-check”. Dette førte til en opdatering af Miljøportalens oplysninger. Det er derefter kommunernes opgave at videreføre registreringen.

Resultatet af den nye undersøgelse blev offentliggjort på Miljøportalen januar 2014.

Undersøgelsens hovedresultat:

Antal områder med de forskellige typer af natur



  
                 Eng        Hede         Mose        Overdrev        Strandeng        Sø           i alt

2010        31         1                105                  26                     0                     446             609

2014        33         1                185                  40                     0                     401             660

 

Registreringen januar 2014 indeholder altså 2 enge mere, 80 flere moser, 14 flere overdrev, men 45 færre søer.

Den store stigning i antallet af moser skyldes især, at der er nyregistreret mange moser i skovene og ved bredderne af Farum Sø og den nordlige del af Furesø. Nedgangen i antallet af registrerede søer skyldes især, at en del skovsøer nu er registreret som moser.

Af større nye overdrev kan nævnes græsningsarealerne i forbindelse med Oremosen.

Samlet set betyder ændringerne en lille stigning i det samlede areal af de registrerede paragraf 3 områderne (fra 1003 ha til 1068 ha).

DN Furesø vil fortsat være i dialog med kommunen for at sikre den bedst mulige paragraf 3 registrering. En del enkeltsager vil blive undersøgt for at afgøre, om der er tale om fejlregistreringer, ulovlige ændringer af naturområder eller mere naturlige ændringer.

Billedet nedenfor er fra heden. I Furesø kommune findes kun een registreret hede. Den findes i den nord-østlige del af Værløse flyveplads. Det samlede areal er kun 2800 m2, men der findes lyng og andre karakteristiske planter (se billede nedenfor).