Farumgårdsagen.

Skal man tage stilling til Farumgårdsagen, bliver man nødt til sat sætte sig ind i forhistorien.

Så tidligt som i 1940 blev der vedtaget en lov om ”Stianlæg i Københavnsegnens grønne områder”. Lovens hensigt var at sikre adgangen til naturen. Tanken var, at en sti skulle gå langs bredden af Farum Sø. Faktisk er det Naturstyrelsen, der ejer søbredden, så en sti her er stadig en mulighed. Som et kompromis med den daværende ejer blev det fastlagt i fredningsbestemmelserne fra 1949, at stien skulle gå gennem gården. I 1969 bliv der udbetalt en erstatning for denne adgang svarende til mere end 10 % af gårdens værdi.

Fredningen af gård og park og adgangen gennem gården er begrundet både i de landskabelige værdier og i ønsket om at offentligheden kan opleve stedets kulturhistorie.

Dette var betingelserne, da den nuværende ejer overtog gården. Da ejer lukkede stien, resulterede det i en sag i byretten, som anklagemyndigheden tabte. Landsretten anbefalede derefter, at fredningsbestemmelserne blev afklaret på anden måde.

Kommunen foreslog derfor en revision af de nuværende fredningsbestemmelser. I forbindelse hermed blev der foreslået flere stiforløb gennem parken. Dette ville lede trafikken væk fra beboelsen. Ved Fredningsnævnets besigtigelse i efteråret blev det dog konstateret, at ejer ikke kan gå ind for nogen af de alternative stiføringer. Det er derfor logisk, at den nuværende stiføring opretholdes, da dette bedst sikrer fredningens formål. En løsning som DN Furesø anbefaler. Dog skal fredningsteksten revideres med henblik på en afklaring af adgangsbetingelserne.