Nyhed

Furesø er Danmarks første officielle giftfri kommune

Gode nyheder for natur og grundvand i Furesø: Kommunen har - som den første kommune - tilmeldt sig Giftfri Have. ”Vi kan ikke sikre det rene drikkevand i Danmark alene, men vi kan gøre vores del”.

Hele otte millioner kvadratmeter er netop blevet officielt giftfrie i Danmark.

Furesø Kommune har nemlig som den første kommune tilmeldt deres egne arealer til Giftfri Have. Giftfri Have er Danmarks Naturfredningsforenings og Landsforeningen Praktisk Økologis fælles initiativ for at fremme vild natur og god biodiversitet i folks haver samt beskytte grundvandet.

Lene Munch-Petersen, der er formand for Udvalget for Natur, Miljø og Grøn Omstilling i Furesø Kommune, mener, at den grønne omstilling er vigtigere end nogensinde.

- Vi er ikke naive, og vi ved godt, at vi ikke alene kan sikre det rene drikkevand i Danmark. Men vi vil gøre vores del. Med vores deltagelse i kampagnen kan vi forhåbentlig inspirere andre til også at blive giftfri – andre kommuner, såvel som virksomheder og private haveejere. Det er et fælles ansvar, siger Lene Munch-Petersen.

Sprøjtegifte forurener grundvandet

Når man bruger sprøjtegifte på marker, haver og andre arealer, forsvinder giftene ikke. De kan sive ned i jorden og risikerer at ende i grundvandet. Det grundvand, vi drikker.

Samtidig er giftene skadelige for insekter og dermed biodiversiteten. Derfor er Maria Reumert-Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, glad for Furesøs Kommunes beslutning om at blive giftfri.

- I Danmarks Naturfredningsforening arbejder vi målrettet for et rent miljø. Det er derfor overordentligt glædeligt, at Furesø kommune nu, som den første kommune i landet, tilmelder sine mere end 8 millioner kommunale kvadratmeter til Giftfri Have, siger hun og fortsætter:

- Det er et stærkt signal til landets øvrige kommuner og til kommunens borgere om at lægge giftsprøjten på hylden - til gavn for vores grundvand, vores biodiversitet og os selv, siger hun.